Storting

Paa næste Storting spaar Kristiansands Stiftsavis kjem det umlag 45 Høgremenn, 40 reine Vinstre og 30 Oftedøler. Og held dei tvo Høgreflokkane like godt ihop i Tinge som ved Vale, vil me faa ei slik Regjering: Emil Stang og Schweigaard Statsministrar. Grimsgaards Forsvarsminister, Bang Justitsminister, Liv. Smitt Arbeidsminister, Olai Olsen Innariksminister, Jac. Sverdrup Kyrkjeminister, Haugland Finansminister.

Men det vil ikkje gaa soleis.

”Emil Stang lader Ministeriet sidde og ”holder sin Haand over det” fremdeles en Stund. Imidlertid trækkes dets Politikk mer og mer over til Høire. De ministerielle følger under Knur og enkelte Frafald med. Det kommer til at knage i Uelands stærke Benbygning og stramme i Holmesland, som tænker paa Vælgerne, men de lader sig hale med. Jaabæk gaar paa med Dødsforagt. Paa denne Maade indlemmer Stang de ministerielle efterhvert mer og mer i Høire. Han slaar den ene stærke Gjord efter den anden om den Tønde, han talte om i Vinter, til han faar den stærk nok. Naar Regjeringspartiet gjennem en tilstrækkelig Række af Handlinger og Afgjørelser er bundet til Høire, og Tilbakeveien til Venstre derved stængt, saa er Pæren moden, og W. S. Dahl sættes ud igjen af det offentlige Liv.”

”Hvilke Midler Høire indtil videre vil arbeide med, beror paa Omstændighederne. Et Hovedslag vil vel partiet levere paa Juryens Udsættelse f. Ex. ved et Forslag om, at Juryloven træder i Kraft, ”saasnart Stortinget bevilger de fornødne Midler”. I Skolesagen tilfredsstiller en Udsættelse alle Høires Krav; vi beholder da baade ”Almueskolen” og alt Embedsstyret over den. Stemmeret og direkte Skat greier Høire som ingenting. Saaledes vil Høire forsøge – og i de fleste Tilfælder med Udsigt til Held – at grundlægge en saakaldt ”konservativ” Politikk, der samler ”alle Samfundets moderate Kræfter” til Udsættelser og Standsninger.

Under alt dette sidder Ministeriet og vil gjælde for Venstrestyre. Imens bortrykker Høire den saglige Grund under det og opsluger det meste af dets Parti. Da er Tiden kommet til at fjerne Venstreflaget og heise Høires Flag i Top paa Regjeringsskuden.”

*

”Men Joh. Sverdrup med Kongens Tillid er dog en stærk politisk Faktor. Han er som Stang en flink Taktiker. Det tør derfor være, at den nuværende Stilling vil blive gaaende længere, end mange i Høire aner. Emil Stang bruger Sverdrup til at fremme Reaktionen og Høirepolitiken, medens Sverdrup til Gjengjæld bruger Fredrik Stangs og Professor Schweigaards Sønner til at bære og opretholde sit Ministerium.

De to Politikere, Joh. Sverdrup og Emil Stang, bruger hverandre gjensidig. For Tiden har aabenbart Stang Overtaget. Og lykkes det ikke Sverdrup at splitte Høire – hva det neppe gjør -, saa vil Stang fremdeles vinde frem Slag for Slag, indtil Sverdrup er agterudseilet. Naar Alliancen er forvandlet til et Høireparti, da er Stang dets Chef og Sverdrup en Chef uden Hær. Det kan gaa fort, eller det kan tage Tid”.