[Tidender.] Henrik Ibsen


er i Trondheim no. Han fekk drusteleg Fagning av Arbeidarforeiningi der no den 14de Juni. Det var eit stort Folketog med Songarar og Musikantarar i Fyreenden. Formannen i Arbeidarforeiningi, Telegrafstyrar Kjær heldt ein glup Tale, som sluttad med eit dundrande Leve for Ibsen. Ibsen svarad soleis:

Det er efter 11 Aars Fraværelse, at jeg for en 8 Dages Tid siden kom hjem igjen til Norge.
I disse 8 Dage i Hjemmet har jeg følt mer Livsglæde end i alle de 11 Aar udenlands.

Jeg har forefundet umaadelige Fremskrift paa de fleste Omraader, og jeg har set, at det Folk, jeg nærmest tilhører, nu er rykket det øvrige Europa betydelig nærmere end før.

Men Besøget i Hjemmet har ogsaa beredt mig Skuffelser. Jeg ha erfaret, at de uundværligste individuelle Rettigheder endnu ikke er saaledes betryggede, som jeg trodde, jeg turde haabe og vente det under den nye Statsskik.

Et Flertal af de styrende indrømmer ikke den enkelte verken Troesfrihed eller Ytringsfrihed udenfor en vilkaarlig fastsat Grænse.

Her er altsaa endnu meget at gjøre, før vi kan siges at have naaet frem til virkelig Frihed. Men vort nuværende Demokrati vil neppe magte at løse de Opgaver. Der maa komme et adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor Styrelse, i vor Repræsentation og i vor Presse.

Jeg tænker naturligvis ikke paa Fødelsens Adel og heller ikke paa Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang paa Evnernes eller paa Begavelsens. Men jeg tænker paa Karakterens, paa Sindets og paa Viljens Adel.

Den alene er det, som kan frigjøre os.

Dette Adelskab, som jeg haaber at vort Folk skal forlenes med, det vil komme til os fra to Kanter. Det vil komme til os fra to Grupper, som endnu ikke har taget nogen ubodelig Skade under Partitrykket. Det vil komme til os med vore Kvinder og med vore Arbeidere.

Den Omformning af Samfundsforholdene, som nu forberedes ude i Europa, den beskjæfttiger sig væsentlig med Arbeiderens og Kvindens fremtidige Stilling.

Den er det, jeg haaber paa og venter paa og vil virke for, alt, hvad jeg kan.

Men disse spredte Antydninger tillader jeg mig at frembære min hjerteligste Tak for den Ære og Glæde, som Trondhjems Arbeiderforenign iaften har beredt mig. Og idet jeg frembærer min tak, udbringer jeg et Leve for Arbeiderstanden og for dens Fremtid!

Etter talen var det sterke Hurrarop. Endaa vart ropt eit Hurra for Ibsen og Folkestraumen tok til aa siga burt.

Daa Ibsen sat i Tinget og høyrde paa Ordskiftet um Diktarløn aat Kielland, gjekk Emil Stang og lirkad og skulde gjera seg til Vens med Diktaren, og daa Ordskiftet var slutt, sagde han til honom: Nu har De hørt en hel Del Vrøvl.

Og Stang gjekk av og røystad mot Diktarløn aat Kielland.

Gat vita, kva Stang no segjer, etter at han hev leset den Talen, Ibsen heldt, daa han reiste fraa Kristiania, og den han sidan heldt i Trondheim.