385 Olav Kristenson Vaarum, 12.5.1881

Til Ole Kr. Vaarum. (Slidre).
 
Da jeg i den sidste Tid har havt meget at bestille, saa har jeg endnu ikke kommet til at svare noget paa Deres Brev. Imidlertid har jeg dog gjennemseet de medsendte Vers, og jeg maa da sige, at jeg synes, at Arbeidet er godt gjort for en Begynder med saa liden Forberedelse. De Feil i Skrivemaaden, som De taler om, have nu ikke saa stort at betyde, især paa denne Tid, da vore Forfattere ere blevne saa usædvanlig skjødesløse i sin Skrivemaade. Derimod ville Folk see mere paa Indholdet i saadanne Vers, og i dette Stykke pleie Folk at være mere strenge, idet de kræve, at slige Digterforsøg altid skal indeholde noget aandrigt og fyndigt og tillige selvstændigt, saa at det ikke seer ud til nogen Efterligning af andre Forfattere. Og da der nu er saa mangfoldige, som skrive Vers i den danske Sprogform, saa vil det altid gjælde om at kunne gjøre noget, som udmærker sig fremfor den store Mængde.
 
Imidlertid seer jeg, at De ogsaa har gjort Vers i vort Landsmaal, og disse Vers har jeg da fornemmelig lagt mærke til, fordi jeg vidste, at det her er mere vanskeligt at rime, og at der saa let vil indsnige sig unorske Ord og Udtryk i saadanne Vers. I Sangen om "den gamle Kyrkja" har jeg saaledes bemærket nogle Ord, som ere altfor danske, nemlig: mens, skjønt, den (om en Tale), taus, kun, hædre (heidra). Det sidste Ord "Rand" er maaskee Feilskrift for Brand? Den anden Sang, "Heimlandet", synes mig at have for liden Tankefylde, og den ene Linie er noget feilagtig, neml. "naar eg hukser fyr Fagnad den gjev".
 
Den Stemning, som gaar gjennem flere af disse Sange, synes jeg at kjende saa godt fra min egen Ungdom. Man har i denne Alder en særdeles Trang til at udtale sig om sig selv, om sin egen Stilling og sine egne Længsler. Man finder sig nedtrykt, og tungsindig, fordi man endnu ikke veed hvad man skal udrette i Verden; og dermed følger da en Uro, som ikke let vil stilles, førend man har faaet et fast og stadigt Arbeide for sig. Det er nu at ønske, at De snart maa faae en Leilighed baade til at samle Kundskab og komme i en passende Virksomhed. Og da De for det første kun ønsker at komme ind paa et Seminarium saa synes jeg, at der blandt Deres Kjendinger i Hjembygden dog maatte være en eller flere, som kunde hjælpe Dem til at faae dette Ønske opfyldt.
 
Da al Brevskrivning falder mig noget besværlig, faar jeg hermed slutte, idet jeg ønsker Dem Udholdenhed og Fremgang.
 
Kr. den 12te Mai 1881.
 
I. A.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd. - /især paa .... Skrivemaade/ ~ - /fornemmelig lagt/ ~ - /liden .... gjev»./ ~ lidet - /dermed .... har faaet/ ~ har faaet - /en eller flere/ ~
 
- Saman med brev, dagsett Øystre Slidre 14. april 1881, sender O. K. V. manuskriptet til nokre dikt han har skrive, og bed I. Aa. lesa dei gjennom og seia si meining om dei. Han har nærast skrive dei for å stilla «den indre Uro og Uklarhed». Han trur seg ikkje til å ha diktargåver men vil likevel gjerne ha visse for «at det Hele er, hvad jeg anser det for, kun simpelt «Rimsmedarbeide». «Og efter længer Overveielse er jeg kommen til den Overbevisning at De med Deres Ærlighed, Lærdom og geniale Sands kun kunde være rette Manden at sende det til.»
 
- O. K. V. er 18 1/ 2 år gl. og har ikkje fått «anden Undervisning end den Almueskolen kan give, men da rigtignok af dygtige Lærere». Han vonar at han med tida kan få høve til å koma på «et Skolelærer-Seminarium».
 
- Olav (Ole) Kristenson Vaarum (1862-1921), frå Øystre Slidre, eks. frå Hamar lærarskule 1884, seinare lærar i Torpo og i Krødsherad, frå 1897 til 1918 lærar på Fossum i Blaker, skreiv i blad om målsak m. m. Sonen, Kristen Alv Vårum, opplyser at brevet frå I. Aa. ser ut til å vera kome bort, men at manuskriptet til ei samling ungdomsdikt finst i eiga åt familien.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009